Du synes liiige, at du har sat din lille nyfødte i autostolen på vej hjem fra hospitalet (medmindre du fødte hjemme), og nu er det allerede tid til at skifte den ud.
Lige så stor en jungle det er at finde den første autostol, lige så svært kan det være, at finde den næste. Vi guider dig til det rigtige valg.
Sådan vælger du den rigtige autostol
Læs også med her og blive klogere på, hvilken er den rigtige for dig og dit barn.
Du får blandt andet svar på:
Skal autostolen overhovedet skiftes ud?
Skal autostolen kunne rotere?
Skal autostolen være bagudvendt?
Hvad er fordelen ved en sikkerhedspude?
Hvad er Top Tether?
Isofix eller selemonteringI-size, hvad betyder det og er det vigtigt?
Sensorsafe-spænde?
Skal autostolen skiftes ud?
Når dit barn bliver for stor til autostolen, der som regel går fra 0-13 kg./45-87 cm., er der flere muligheder. Her skal du nemlig tage stilling til, om du ønsker en autostol, der går fra 9-36 kg., altså skiftet til den helt store stol, eller fra 9-18 kg. (40-105 cm.)
Selvom det kan friste at vælge den autostol, der favner bredest vægtmæssigt, så anbefaler vi at vælge autostolen i mellemklassen, hvor der bl.a. findes I-size der går fra 40-105 cm. Her har barnet mulighed for at være bagudvendt frem til de 105 cm., hvilket er det mest sikre.
Skal autostolen kunne rotere på basen?
Det er både nemmere og mere komfortabelt at få barnet ind og ud af bilen, når autostolen kan rotere på basen – altså dreje ud mod den åbne dør. Selvom mange forældre foretrækker dette, er det ikke et krav. Da de fleste autostole til større børn generelt slutter lidt mindre tæt til barnets krop samtidig med, at de fleste børn på det tidspunkt selv kan kravle ind og ud, er det – uanset rotationsmekanisme eller ej – væsentlig nemmere at få børnene i stolen.
Autostole og sikkerhed
Det er vigtigt at vægte sikkerhed og kvalitet højt, når det kommer til transport af dit barn.
Skal autostolen være bagudvendt?
Ved I-size anbefales det, at barnet er bagudvendt indtil 15 mdr. og mindst er 76 cm høj. Selvom mange lidt større børn foretrækker at side med kørselsretningen – og det også er det, der "præger bybilledet" – så er den officielle anbefaling, at barnet skal sidde bagudvendt så længe, det er muligt. Det er mest sikkert ved uheld. Har du et barn, der hader at sidde i autostol og "skriger" hele vejen, kan det dog nogle gange hjælpe at vende stolen, hvis højden på barnet tillader dette, det går dog udover sikkerheden.
Hvad er fordelen ved at autostolen har en sikkerhedspude?
Nogle stole er udstyret med en beskyttelsespude foran maven i stedet for indvendige seler. Den frontkollisionsbeskyttende sikkerhedspude giver god sikkerhed og beskyttelse af barnets følsomme områder som nakke og skuldre, ved at puden fanger barnets overkrop ved en ulykke og fordeler belastningen på et stort område. Pudens funktion minder om en oppustet airbag i tilfælde af ulykke. Kan du få dit barn vænnet sig til puden på maven, er det derfor klart at foretrække.
Hvad er Top Tether?
Nogle autostole skal monteres med Top Tether. Det er en slags sele, der går fra autostolen om til bilens bagagerum, hvor den skal fastgøres. Det er en forankring, der bruges i stedet for det ”støtteben” som andre autostole har. Vær opmærksom på, at den ikke altid medfølger.
Isofix eller selemontering?
Har bilen Isofix er det, ligesom med babyautostolen, altid den monteringsform der anbefales. Så er du sikker på, at autostolen er monteret korrekt. Skal du bruge autostolen i to biler, hvor den ene ikke har Isofix, findes der også autostole i klassen 9-36 kg. der både kan sele- og Isofixmonteres.
I-size, hvad betyder det?
I-size er en sikkerhedsstandard, der klassificerer autostolen efter barnets højde og ikke kg. som man tidligere har gjort. Ved i-Size skal barnet være over 15 måneder og over 76 cm før man må være fremadvendt. I-size bygger således på, at barnet skal være bagudvendt så længe, det er muligt hvilket, som tidligere nævnt, at det mest sikre.Er autostolen ikke i-Size, skal den være ECE-mærket.
Læs meget mere om i-Size, ECE-mærket og isofix her.
Skru op for sikkerheden med SensorSafe
Ønsker du at skrue op for sikkerheden for dit barn – og trygheden for dig, anbefaler vi et SensorSafe-spænde. En sikkerhedsteknologi, der har vundet et hav af priser. Når SensorSafe-spændet er sat fast på autostolens selesystem, opretter det forbindelse til den app, du har downloadet til din smartphone, og sender dig advarsler for at forhindre kritiske og livsfarlige situationer. F.eks. hvis dit barn åbner spænder, hvilket især bliver aktuelt ved større børn.
Hvilket tilbehør skal der bruges?
Udover basen findes der et stort udvalg af tilbehør og andet lir, der gør køreturen lidt sjovere for både forælder og barn. Det kan være solskærme, en organizer til legetøj, ipad mm. eller et skåneunderlag, så bilen ikke bliver så snavset. Særligt børnehavebørn der selv kravler ind og ud, kan virkelig få smurt noget mudder ud på sæderne under og ved siden af autostolen.
Hvornår skal børn ikke sidde i autostol mere?
Når dit barn er over 135 cm, må han/hun bruge bilens sikkerhedsseler uden autostol eller selepude. FDM anbefaler dog, at dit barn sidder længst muligt i sikkerhedsudstyr som ex. selepude med ryg- og siddestøtte, som kan bruges, fra barnet er omkring 4 år afhængig af højde og vægt. Vær opmærksom på, at der i udlandet kan være skrappere krav.
Er du stadig i tvivl – eller blevet endnu mere forvirret? ;) Du er altid velkommen til at kontakte vores erfarne kundeservice, som kan guide dig til det rigtige valg.