• Gratis fragt ved køb over 499,- 💙
  • Lyn hurtig 1-2 dages levering 🚚
  • +30.700 Bedømmelser på Trustpilot | 4,6/5 Rating ⭐️
  • Gratis fragt ved køb over 499,- 💙
  • Lyn hurtig 1-2 dages levering 🚚
  • +30.700 Bedømmelser på Trustpilot | 4,6/5 Rating ⭐️

Klar, parat, skolestart

Skolestarten nærmer sig, når vi rammer sommerferien. Måske er dit barn allerede startet i SFO/førskole og har fået en lille smag på skolelivet.


Skolestart er en sjov, nervepirrende og svær tid, hvor dit barn vil blive bombarderet med nye indtryk. Overgangen fra vuggestue/dagpleje til børnehave var en stor omvæltning for mange børn. Ligeledes er det også en stor omvæltning at starte i skole – både for dit barn, men også for dig som forælder. Der er mange tanker og følelser i spil omkring skolestart for dit barn. Dit barn skal til at lære sine nye omgivelser at kende, skabe relationer til nye børn, pædagoger og lærere. Måske skal dit barn også give afkald på nogle gode venner fra børnehaven. Nogle børn springer ud i det, mens andre børn går mere forsigtigt ind i den nye verden.


Du som forælder bekymrer dig måske, om dit barn får skabt nye relationer, trives det nye sted, får den hjælp han/hun har behov for eller om dit barns faglige kompetencer er gode nok. Bare rolig, du er slet ikke alene om at sidde med alle de tanker – at starte i skole er nemlig rigtig stort, og meget anderledes end at gå i børnehave.


Vi har lavet et overblik over hvad dit barn skal bruge inden skolestart, og giver dig svar på nogle af de mange spørgsmål eller bekymringer, du måske sidder med.

Skolestart alder – hvornår starter mit barn i skole?


Som udgangspunkt skal dit barn starte i skole det år, han/hun fylder seks år. På mange skoler, starter børnene i førskole/SFO/DUS inden den rigtige skolestart i 0. klasse i august. Og hvad er det lige det går ud på? – det er højst sandsynlig ikke noget du kan genkende fra din egen barndom.


En førskole/SFO/DUS er et tilbud, som dit barn kan starte i før 0. klasse starter. Det varierer kommunerne imellem, hvornår børnene skal starte her. Nogle steder starter de den 1. marts, hvor det andre steder først er 1. maj. Tilbuddet giver en blødere overgang fra børnehavelivet til skolestart – her får dit barn nemlig mulighed for at lære de nye omgivelser og nye skolekammerater at kende, inden hverdagen står på undervisning.


At skulle gå fra mange dage med plads til fri leg i børnehaven, til at skulle sidde stille på sin stol og koncentrere sig, er en kæmpe omvæltning. I mange førskoler/SFO/DUS øver de lige så stille allerede det med at række hånden op, lave små opgaver og at modtage kollektive beskeder.

Er mit barn skrevet op til skole?


Du skal selv skrive dit barn op til skole. Når det er tid til at skrive dit barn op til skolestart, modtager du en besked i din e-boks fra kommunen. I modsætning til indskrivning til institutioner, kan du ikke skrive dit barn op et år før men altså først efter, kommunen har givet besked i din e-boks, om at der er åbent for indskrivning.


Husk, at du skal selv melde dit barn ud af børnehaven, til når dit barn starter i førskole eller skole – hvis du ikke har gjort det på forhånd, vil det være en god idé at gøre det samtidig med indskrivning til skolestart. Samtidig med at du skriver dit barn op til skole, kan du også med fordel skrive dit barn op til SFO/DUS hvis du har behov for at dit barn skal opholde sig her i de tidlige morgentimer eller efter endt skoledag, indtil du eller anden kan hente dit barn hjem fra skole.



LÆS OGSÅ: ”Madpakketid med MillesMadkasse!”.

Hvilken skole hører mit barn til?

Frit skolevalg


Dit barn vil automatisk blive tilbudt en plads på den skole, som din bopælsadresse bestemmer skoledistriktet ud fra. Du modtager besked fra kommunen, om at skrive dit barn op til skolestart. På din kommunes hjemmeside kan du finde flere oplysninger om, hvilken skole dit barn tilhører.


Bor du ikke i samme distrikt som det skoledistrikt dit barns børnehave tilhører? Bare rolig – i Danmark er der nemlig frit skolevalg. Det betyder, at du frit kan melde dit barn ind i en skole, der ligger uden for jeres skoledistrikt – så længe, der er plads.


Har dit barn et ønske om at fortsætte i skolen med nogle af sine kammerater, er der ingen grund til panik, da der som oftest vil være plads.

Åbent hus


At vælge skole til dit barn er en stor og følelsesmæssig beslutning. Det er et sted dit barn skal opholde sig de næste mange år og blive fagligt dygtig og udviklet.


Før du skal skrive dit barn op til skole, afholder din kommunes skoler åbent hus, hvor du på denne måde får muligheden for at besøge de skoler, du er interesseret i. Det giver et indblik i skolens daglige gang, deres værdier, og du får muligheden for at møde personalet på skolen.


Ved åbent hus bliver du også introduceret til, hvordan skolestarten vil blive (enten ift. førskole/SFO/DUS eller 0. klasse) samt hvad en skoledag indebærer for dit barn.


Hvis du er interesseret i at kende til trivslen, karaktergennemsnit, fraværsprocenten mv. for dit barns skole, kan du se en masse nøgletal her.

Er mit barn klar til at starte i skole?


Hvis du er i tvivl, om dit barn er skoleklar, kan du henvende dig til skolen og få en samtale, der kan hjælpe dig til at tage den rigtige beslutning.


Du kan også tage en snak med dit barns børnehave, som har en god indsigt i dit barns hverdag.

Om dit barn er skoleklar, handler ikke kun om dit barns faglighed – om hvorvidt han/hun kan alfabetet, regne eller skrive – det handler mest af alt om dit barns modenhed.


Det, at skulle sidde på sin stol hver dag og lytte efter, hvad læreren fortæller samt være stille og række hånden op, hvis man vil sige noget, er det ikke alle 5-6-årige, der er klar til. Og det er helt normalt. Hellere at dit barn er moden og klar til at kunne begå sig i en skoleklasse socialt end at han/hun ikke kan koncentrere sig, og dermed falder bagud i forhold til det faglige.


Bare rolig, dit barn skal nok nå at blive skoleklar til året efter, hvis han/hun ikke er klar. I mellemtiden kan du med fordel forberede derhjemme.

Hvad skal dit barn kunne inden skolestart?

Sidder du med en følelse af, at dit barn ikke kan det som han/hun ”burde”? Og hvad bør et barn kunne inden skolestart? Skal dit barn kunne skrive og regne? I hvilket omfang? Hvad kan de andre børn?


Du er helt sikkert ikke alene om at sidde med disse tanker og følelser. Det er helt naturligt for dig som forælder, at bekymre dig over dit barns skolestart, og hvor vidt han/hun er ”med”.

0. klasse/børnehaveklassen er et forberedende år, hvor dit barn skal lære, hvad det vil sige at gå i skole. 0. klasse/børnehaveklassen fungerer som et overgangsår, der bygger bro mellem børnehavens legende aktiviteter og de faglige kompetenceområder.


Det betyder, at dit barn ikke nødvendigvis skal kunne regne og skrive, når han/hun starter i skole.

Det vigtigste, dit barn skal kunne inden skolestart, er at skabe gode relationer til andre børn. Det er også en god ting, hvis han/hun kan forstå en kollektiv besked, sidde stille for en stund (ellers lærer dit barn det hurtigt) og koncentrere sig samt udskyde egne behov.

Forventninger til førskole/SFO/DUS


Førskole/SFO/DUS er en måde at skabe en glidende overgang fra børnehave til skole. Dit barn får muligheden for at danne nye venskaber og skabe trygge omgivelser, inden den rigtige skolestart står for døren.



Mange forældre og børn har en idé om, at der følger en masse opgaver og lektier med hjem fra førskolen, men det gør der ikke nødvendigvis.



Opgaver vil være en aktivitet som foregår på skolen, hvor der øves at modtage en kollektiv besked, sidde stille, udføre sin opgave, håndsoprækning og skrive sit navn på sin opgave. Så allerede her vil den del altså blive øvet.

Forberedelser inden skolestart


For at dit barn kan følge med i klassens aktiviteter og ikke føle, at hun/han er bagud og/eller uden for fællesskabet, har vi samlet en række forslag, I med fordel kan forberede/øve jer på hjemme.


Du kan fx. inkludere dit barn i at dække bord til aftensmaden og selv lade dit barn klæde sig på og pakke tasken. Husk at fortælle dit barn, hvor god han/hun er til opgaverne, så vokser dit barns selvtillid og selvhjulpenhed.



Her er vores bud på, hvad der med fordel kan arbejdes på inden skolestart eller løbende i 0. klasse:


  • Sige farvel til mor/far uden at blive ked af det
  • Selv gå ind til sin garderobe og sætter madkasser i køleskab
  • Hænge sit overtøj på den rigtig knage
  • Være selvhjulpen og selv tage sko og overtøj på samt knappe sit tøj
  • Kende huskeregler/retningslinjer og kunne følge dem
  • Kunne modtage en besked og handle herefter
  • Finde bestemte bøger og penalhus i tasken (samt finde bestemte ting i penalhuset)
  • Kunne holde orden i sit penalhus og spidse blyanter selv
  • Kunne deltage i lege ved at følge reglerne
  • Acceptere at lave noget, man ikke altid selv gider
  • Tåle at begå fejl
  • Turde prøve igen, selvom han/hun lavede fejl tidligere
  • Lege med på en leg, som en anden har valgt
  • Kunne tage sit tøj af og på hurtigt (når der skal skiftes til idræt fx)
  • Spise sin madpakke på ca. 15 min (frikvarter)
  • Kende til tid. fx 10 min vs 1 time
  • Klare sine toiletbesøg på egen hånd
  • Skrive sit eget navn, da dit barn ville skulle skrive det på alle de ting han/hun laver

Hvad skal mit barn bruge inden skolestart?


Når dit barn skal starte i skole, vil han/hun være rigtig spændt – og nok også lidt nervøs. Allerede i alderen 5-6 år, tænker mange børn over, hvad de andre børn har og at de gerne vil have de helt rigtige ting til når de starter i den nye, store skoleverden.



Vi har samlet en oversigt over, hvad dit barn skal buge til skolestart:


  • Skoletaske gerne med brystrem. En brystrem sikrer bl.a. en bedre vægtfordeling. (Skoletasken skal være rummelig og indeholde praktiske lommer)
  • Gymnastiktaske til idræt
  • Madkasser (evt. termotaske og/eller køleelementer, hvis der ikke er køleskab tilknyttet dit barns stue).
  • Drikkedunk
  • Kladdehæfter eller papir
  • Idrætstøj og håndklæde
  • Penalhus med indhold
    • Almindelige blyanter og en blyantspidser
    • Viskelæder
    • Lille lineal
    • Limstift
    • Lille saks
    • Få udvalgte farveblyanter (en hel æske er ikke nødvendigt)



LÆS OGSÅ: ”Sunde, hjemmelavede snacks til madpakken”.



Vi håber at du er blevet klædt lidt mere på til skolestart, og er klar til en ny, spændende og stor oplevelse for jer alle.


Sæt dine forventninger ned til skolestart, så det bliver på dit barns egne præmisser. Snak med dit barn om følelserne op til skolestart, så dit barn ikke kommer til at sidde alene med sine følelser.