• Gratis fragt ved køb over 499,- 💙
  • Lyn hurtig 1-2 dages levering 🚚
  • +30.700 Bedømmelser på Trustpilot | 4,6/5 Rating ⭐️
  • Gratis fragt ved køb over 499,- 💙
  • Lyn hurtig 1-2 dages levering 🚚
  • +30.700 Bedømmelser på Trustpilot | 4,6/5 Rating ⭐️

​​​​​​​Tigerspring: Hvad er det og hvordan tackler du det?

Du har måske hørt om det, men hvad er et tigerspring egentlig, og hvordan kan du støtte dit barn bedst muligt, når de opstår?



Hvad er et tigerspring – og hvor kommer det fra?


De to hollandske forskere Hetty van de Rijt og Frans Plooij har gennem 25 år studeret mere end 10.000 babyer, tumlinger og deres forældres adfærd. De har fundet ud af, at babyer og små børn udvikler sig i mentale udviklingstrin – eller udviklingsspring, deraf navnet ”Tigerspring”.


Ifølge forskerne kan du som forældre forvente 10 mentale og motoriske tigerspring i løbet af dit barns første 18 levemåneder. Dit barn vil befinde sig i et udviklingsspring når han/hun er henholdsvis 5, 8, 12, 19, 29, 37, 46, 55, 64 og 75 uger gammel.

Hvordan oplever du et tigerspring?


Det er vigtigt at forstå, at alle børn er forskellige. Der er derfor ingen garanti for, hvordan netop dit barn vil reagere på de forskellige udviklingsspring.


Hvert tigerspring er en kortere eller længere fase i et udviklingstrin, hvor baby vil opleve nye indtryk og få ny viden. Det kræver mange kræfter og virker overvældende for et lille barn, da verdensbilledet ændres markant for hvert tigerspring, det gennemgår. For nogle forældre kan det også virke meget voldsomt, at ens ellers milde baby pludselig ændrer personlighed over natten.


Dit barns alder og indflydelse på længden af et tigerspring - jo ældre dit barn er, desto længere varer et tigerspring. Det kan vare alt fra nogle dage og op til flere uger.




Hvordan tackler du et tigerspring?


Dit barn vil ikke sove, måske heller ej spise og vil kun hænge på din arm hele dagen (her kan en bæresele eller strækvikle varmt anbefales). Det kan både være hårdt for dig som forælder – men også for barnet.


Det er vigtigt at huske på, at disse personlighedsændringer er helt naturlige og nødvendige for din babys udvikling. Det betyder faktisk bare, at dit barn udvikler sig som det skal. Og det er trods alt meget rart at blive bekræftet i.


Find en god balance imellem at vise din baby hele verden inden for det tigerspring (se mere om verdener nedenfor) samtidig med, at du tilbyder dit barn en masse tryghed og kærlighed. Prøv jer frem – og hold ud! Det kan lyde som en kliche, men det ér blot en fase!



LÆS OGSÅ: Babys motoriske udvikling: hvornår kan mit barn hvad?

Din babys 10 tigerspring


Læs med om tigerspringene og din babys udviklingstrin her.

1. tigerspring - 5 uger / Sansningernes verden


Når dit barn er ca. 5 uger vil det opleve sit første tigerspring, hvor sanserne udvikler sig. Din baby begynder at kunne se farver, hvilket påvirker synssansen. Dit barn bliver mere bevidst om sine omgivelser, og her bliver lyttesansen også udviklet. Det virker skræmmende og overvældende for en lille baby, hvorfor du vil opleve dit barn mere pylret.

2. tigerspring – 8 uger / En verden af mønstre


Omkring de 8 uger vil din baby gennemgå det andet tigerspring og begynde at genkende enkelte former og mønstre. Det kan være, at dit barn får øje på billedet på væggen eller dit halssmykke. Dit barn bliver mere opmærksomt, og får mere kontrol over sine ansigtsudtryk og opdager sine hænder og fødder. Nye lyde kommer til, og dit barn vil eksperimentere med dem. Din baby vil også have større behov for at være tæt på dig, da det kan føles som en stor omvæltning.

3. tigerspring - 12 uger / En verden i bevægelse


Når dit barn er 12 uger, vil han/hun opleve det tredje tigerspring, og bliver opmærksom på, at verden er i konstant bevægelse. Din baby er nu bevidst om, at ting forandrer sig og vil både lægge mærke til skift i dit toneleje og til dine bevægelser. Den typiske reaktion vil være gråd og uro hos dit barn.

4. tigerspring - 19 uger / En verden af begivenheder


Dit barn oplever det fjerde tigerspring omkring 19 uger. Dit barn har nu fået en bedre evne til at forstå verden. Skiftende lys, lyde og bevægelser er nu mere håndgribelige. Dit barn vil være fokuseret på detaljer, og er derfor mere nysgerrig end nogensinde før. Legetøj bliver interessant, og derfor vil du opleve at din baby finder aktivitetstæppe med f.eks. rangler, spejle og andet legetøj underholdende.

5. tigerspring - 26 uger / En verden af sammenhænge


Det femte tigerspring indtræffer, når dit barn er 26 uger. Her lærer baby om sammenhænge og opdager afstande. Du kan prøve at introducere dit barn til leg med stableklodser og puttekasser. Når dit barn får en forståelse for afstande, vil det også blive motiveret til at bevæge sig. Da din baby nu er blevet opmærksom på afstande, vil du ofte opleve en reaktion, hvis du f.eks. forlader rummet.

6. tigerspring - 37 uger / Kategoriernes verden


Når dit barn er 37 uger, er det tid til det sjette tigerspring. Din baby bliver langt mere nysgerrigt og vil undersøge genstande grundigt. Du vil højst sandsynligt opleve, at dit barn moser maden mellem fingrene og legetøj og genstande bliver samlet op fra jorden. Dit barn er nu bevidst om, at en banan og øllebrød smager forskelligt, og at en hund er en hund, selvom de kan se forskellige ud. Du kan hjælpe dit barn på vej ved eksempelvis at spørge: ”Hvor er hunden?”.

7. tigerspring - 46 uger / Rækkefølgernes verden


Det syvende tigerspring begynder, når dit barn er 46 uger. Her vil baby få en forståelse for, at tingene kan have en rækkefølge. Dit barn vil selv begynde at sætte tingene sammen. Det betyder også, at du vil opleve, at dit barn i højere grad vil stable og samle klodserne i stedet for at vælte dem. Du kan udfordre dit barn ved simple puslespil, byggesæt og stabeltårne.

8. tigerspring - 55 uger / Programmernes verden


Når dit barn bliver 55 uger, begynder det ottende tigerspring, som er afledt af det syvende spring. Det ottende tigerspring udbygges med nemlig med, at baby begynder at forstå, at han/hun skal udføre nogle specifikke handlinger i en bestemt rækkefølge for at nå et mål. F.eks. vil dit barn gerne hjælpe med at dække bord, så I bagefter kan spise.

9. tigerspring - 64 uger / Princippernes verden


Det niende tigerspring opstår, når dit barn er 64 uger. Dette spring bygger videre på det ottende tigerspring. Nu vil dit barn være i stand til at ændre de læringsmål, som det har lært indtil nu. Barnet vil begynde at eksperimentere med forskellige måder, hvorpå et bestemt mål kan nås. Dit barn tænker nu frem i tiden og begynder at forstå konsekvenserne ved bestemte handlinger. Dit barn kan desuden overveje for og imod i forhold til det specifikke mål.

10. tigerspring - 75 uger / Systemernes verden


Det tiende og sidste tigerspring begynder, når dit barn er 75 uger. Her vil tingene i høj grad blive sat i system, og dit barn forstår overordnede helheder af principper og sammenhænge. Det vil begynde at gå op for dit barn, at han/hun kan vælge hvordan barnet vil være og opføre sig. Eksempelvis hjælpsom, forsigtig, fræk, tålmodig osv. Derudover vil dannelsen af samvittighed også være i gang.

Vi håber, at du er blevet klædt godt på til de 10 tigerspring som dit barn vil gennemgå i sine første leveår. Nogle forældre mærker tydligt, når barnet er i et tigerspring, mens andre intet mærker.


Alle børn er forskellige, og det vigtigste er at støtte din baby sit udviklingstrin, uanset om der er et tigerspring eller ej.


HUSK: hvert tigerspring er en fase, så hold hovedet koldt! De barske faser går over igen. Tigerspring kræver tålmodighed og en MASSE kærlighed fra barnets nærmeste.